Hjem / Opskrift / Forårsruller med Hvidkål

Forårsruller med Hvidkål

Ingen bedømmelser endnu
Vejledning: 

Jeg har længe gerne ville prøve at lave noget med sojagranulat, og da Johanne fra bloggen Englerod så lagde en opskrift op på forårsruller med netop dette og jeg havde et halvt hvidkål tilbage i køleskabet, som jeg altid har i vinterhalvåret, tænkte jeg at dette måtte være min chance. 
Jeg er lidt ny i fermenteringens verden, men plejer at have en kimchi eller lignende stående i mit køleskab. Jeg brugte dog lige det sidste i forrige uge og venter derfor på denne uges hvidkål for at kunne lave nyt. Men jeg forestiller mig at en par skefulde af netop det eller en anden surkål ville smage fantastisk i disse forårsruller. Så hvis man har en surkål derhjemme opfordre jeg stærkt til at man eksperimenterer med at komme det i.

Tag forårsrulledejen op af fryseren ca. en time før de skal bruges (½ time hvis du har pakket dem i sæt af 8 stk.). På samme tid lægges sojagranulat i blød med kogende vand og grøntsagsbouillon. Afhængigt af hvor lang tid soyagranulatet skal ligge i blød (det afhænger af mærket) kan du nu begynde at snitte porrer/forårsløg og hvidkål fint. Mit soyagranulat skulle kun lige 10 min i blød, så jeg gik i gang med det samme. Svits kål og porre på en pande med en smule kokosolie, krydderier, østerssovs og æbleeddike til det bliver gyldent. Svits det opblødte sojagranulat med på panden i et par minutter. Smag til med salt og hav de 5 grundsmage i baghovedet (sur, sød, salt, bitter og umami). Tag panden af varmen og lad det hele køle lidt af inden forårsrullerne laves.

Når du åbner posen med forårsrulledej lægges et rent og vådt viskestykke over dejen, så den ikke tørrer ind, det gør det også nemmere at skille lagene fra hinanden. Skil forsigtigt forårsrulledejen fra hinanden ved at hive et lag af ad gangen.

Læg et stykke forårsrulledej skråt på et skærebræt, læg ca. 3-4 spsk. fyld midt på dejen. Rul dejen skråt sammen, sørg for at rulle den stramt til. Når du har rullet halvvejs foldes siderne ind, og til sidst lukkes den helt sammen. Der er flere måder at rulle forårsruller på. Hvis du skulle have problemer, kan du helt sikkert finde en video på youtube, der kan hjælpe dig.

Svits forårsrullerne kortvarigt på begge sider, på en pande i en smule kokosolie.

Server straks med sojasauce og evt. hjemmelavede mungbønnespirer som på billedet.

Inspiration fundet hos: http://englerod.com/2016/02/15/foraarsruller-med-hvidkaal/ 

 

Ingredienser: 

1 pakke forårsrulledej (du skal blot bruge 8 stykker)*
100 gram økologisk sojagranulat **
Kogende vand som angivet på pakken
1 tsk. øko grøntsagsbouillon eller bouillonterning
1 porre
1/4 hvidkålshoved
1 tsk. stødt koriander
2 tsk. karry
1-2 tsk. chili
1 tsk. stødt ingefær
1 spsk. østerssovs (kan undlades)
1-2 spsk. æbleeddike (smag til)
1 tsk. salt
En smule kokosolie til stegning
Sojasauce til servering

* Kan købes hos asiasiske købmænd på frost. De kommer i pakker af ca. 50. Jeg tøede derfor hele pakken op, fordelte dem i bunker af 8 stk. før jeg frøs dem jeg ikke skulle bruge igen.
** Kan fås i Helsekosten og nu også i SuperBrugsen, jeg brugte Urtekrams fra Superbrugsen


Af Maria Lund Kloster

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ved at indsende denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik.