Hjem / Nyhed / Manden og havet

Manden og havet

I slutningen af august tog jeres udsendte på tur med Bjarne Halberg, leverandør af fisk til Odense fødevarefællesskab. Det blev til en snak om fiskeriet som livsstil, om de trange kår i erhvervet, om Bjarnes lange liv inden for fiskeriet, fascinationen af det, samt betydningen af Odense Fødevarefællesskab (OdenseFF).

 

På vej ud … Intro

Den lille viser står på 5. Det er bælgravende mørkt. Cafe Clark har endnu ikke overvejet at åbne. Kun vinden er vågen. Jeg står på Nyborg havn og venter på Bjarne, Odense Fødevarefællesskabs nye fiskeleverandør. Vi skal ud på en lille tur, så jeg kan se hvordan fiskeriet fungerer, samt høre hans fortællinger om livet som fisker. En bil kommer kørende. Holder. Bjarne stiger ud. Vi hilser, og jeg går imod ham. Turen skal til at Begynde…

 

En livsstil

Bjarne hilser på mig, jeg hilser igen. Han kigger på mine fødder, smiler, også med øjnene, og siger på syngende fynsk: ”Du har da glemt gummistøvlerne”. Jeg svarer, at jeg ikke har nogen, og vi griner lidt. Jeg går ombord i mine Ecco sko, de mest praktiske, jeg kunne finde. Vi gør klar til at sejle ud og hente dagens fangst.

Pladsen er overraskende trang. Det er en båd, som er skabt til én mand og hans levevej, sådan som jeg forestiller mig, det var engang for 40-50 år siden, da de små selvstændige erhverv i den primære sektor stadig kunne løbe rundt. Dengang der også var husmænd, og møllerne var andet end friluftsmuseer.
 

Bjarne er en af de få tilbageværende fiskere, som forsøger at skabe en levevej ene mand. I Nyborg havn er en hånd rigeligt til at tælle den slags med.

- ”Jeg er en uddødende race”, Konstaterer han selv.

Med enkelte undtagelser, når vind og vejr gør det for farligt, tager Bjarne dagligt ud på havet tidligt om morgenen, uden garanti for andet end frisk luft. Den daglige indtjening kan ligge fra få kroner på de værste dage, til tusindvis på de bedste, men det sidste hører til sjældenhederne. Det kræver en mand af en særlig støbning, og for Bjarne er fiskeriet heller ikke en tilfældig hobby; det er en livsstil han har praktiseret i årevis, nedarvet fra familien. Igen et ekko fra fortiden.

- ”Jeg har altid være fascineret af vand, og det her med at hive fiskene op af vandet, men jeg ønskede egentligt ikke at være fisker, på grund af den måde, man bliver aflønnet på - hvor man får løn efter hvor meget man fanger - det tiltalte mig ikke”, afslører Bjarne, der dog alligevel må erkende, at fascinationen, og den nu afdøde onkels indflydelse, i sidste ende alligevel fik ham over i erhvervet.

Onklen var fisker og bosat i Thyborøn helt ude ved vestkysten, og som ung knægt kom Bjarne derop på ferie, hvor han blev introduceret til erhvervet og gradvist bidt af det, og endte med at uddanne sig på fiskeriskolen i Thyborøn. 

- ”Da jeg først blev grebet af det, blev jeg deroppe i 12 år, og arbejdede med skibsfiskeri på en stor trawler. Så mødte jeg et kvindemenneske, som ikke ville flytter herop, og så måtte jeg tilbage til Fyn. Så blev jeg ansat i kriminalforsorgen, men havde samtidigt stadig noget med havet at gøre: Danmarks største turbåd, der sejlede med lystfiskere, her i Nyborg og i Hirtshals, og jeg har haft båden i Øresund og forskellige steder, sammen med en kammerat, men den solgte vi så for 3-4 år siden, og så købte jeg Nelly her”.
 

 

Det vilde vesten

Vestkysten. Det brusende, voldsomme, salte vand, der slår ind mod bredden, og hvert år transporterer tonsvis af sand og sten. De gigantiske høfder af massive sten, der stikker ud fra kysten, som menneskets bolværk mod naturen uimodståelige kræfter. Uden høfderne, ville Thyborøns indsejling sande til, og byen blive isoleret fra dets puls, dets benhårde kapital: fiskeriet. Høfderne blev bygget af mænd, der levede af brændevin og flæsk, og som i en alder af 40 år var totalt ædt op af det hårde slid. Vesterhavet er for mænd, der mener det. Langs den bare og forblæste kyst fremstår de hvide kirker som markante monumenter, side om side med fyrtårnene.

-”Husk på romanen fiskerne af Hans Kirk, for sådan foregik det dengang. Kvinderne syede specielt tøj til mændene, så man kunne identificere dem, når de druknede. Man vidste, at havet tog et vist antal mennesker hvert år, og så bliver man jo troende. Da jeg startede med at fiske, røg der flere hvert år. Dengang boede man på sømandshjemmet i små kamre, hvor der ikke var andet end en bibel i natskuffen, men til gengæld var der et godt fællesskab fiskerne imellem, noget som er forsvundet, efterhånden som fiskeriet er blevet så industrialiseret ”.

Bjarne har selv et afslappet forhold til religion. Men fællesskabet, som det var dengang i Thyborøn, har altid betydet meget for Bjarne.

-”Det var næsten lidt som at være rocker, - med et fællesskab og et moralkodeks,- men vi lever og ånder bare for fiskeri 24 timer i døgnet, og ikke narko og trusler. Dengang i Thyborøn kørte vi altid ned på havnen når skibene kom ind, så vi kørte i en lang kortege, som i en McDonalds drive in, for at se, hvor store fangster skibene havde, når de kom ind. Så diskuterede vi hvem der havde gjort det bedst, og så var alle interesserede i at få hyre på de både, for så tjente man jo mest”, siger Bjarne med slet skjult henvisning til tiden i kriminalforsorgen.

Jobbet i kriminalforsorgen er fortid, men her i nutiden, er fiskeriet endnu engang i nuet. Og hvilket nu: her i mørket, akkompagneret af en symfoni af lyde: Skibsmotorens tuk-tuk-tuk; den blide lyd af skibets stævn, der skærer igennem vandet; fuglenes skrig; vinden i ørerne. Bjarne sætter kursen i det lille styrehus, hvor der lige er plads til en enlig skipper, mens jeg må stå udenfor og betragte de mange blinkende instrumenter. Ekkolod, GPS søkort, kompas, radar. Her alene på havet i en menneskeskabt lille båd, fyldt med menneskets elektronik alene med det formål, at forsøge og mestre naturens kræfter.

- ”Der findes ingen garantier. Det er erfaring, viden og held”, Afslører Bjarne med et skævt smil.

Måske man alligevel skulle bede til de højere magter.
 

 

Konge eller Klods-hans

Vi har sejlet et par timer. Vi er helt alene på havet. Storebæltsbroen er så småt ved at vågne. Morgentrafikken ruller. Bittesmå legetøjsbiler i det fjerne danner lyskæde på den svævende motorvej. Et tog. Gad vide om de ser os?

Vi har nået vores destination: garnet. To bøjer holder hver sin ende af garnet, og båden driver forsigtigt hen imod den første. Bjarne sætter det motordrevne bånd i gang, som skal hive garnet ind. Snoren sættes i, og garnet trækkes ind. Spændingen er stor, vi aner ikke, hvad garnet gemmer. Det kan være store skatte som pighvar og hummere, eller det kan være krabber, vandmænd, sten, mudder og døde fugle. Konge eller Klods-Hans.

Ankeret kommer først, dernæst garnet, spændingen udløses. Et par fladfisk ryger op på bådens dæk fra garnet, et par stykker flyver af og havner i vandet. Tang. Nogle sten. Så en stor rød masse, en brandmand. Blandet fangst indtil videre. Der er kun trukket få meter op, og vi skal igennem næsten 500 meter garn, så det kan stadig nå at blive godt. (Du kan se en video, uncut version, af Bjarne der hiver garnet ind lige her.)

En ulk, en hvilling, en lille torsk, der smides ud. Men pludseligt lysner det. Det er særligt fladfiskene, der begynder at rulle ind. Den ene sprællende efter den anden, primært rødspætter, men også en smule isinger iblandt; fisk der senere på dagen ender i indkøbsposerne hos medlemmer af Odense fødevarefælleskab. Bjarne er glad, til trods for, at der mellem fladfiskene, stadig med jævne mellemrum dukker krabber, søstjerner og lignende op.

 

Garnet er nu trukket op. Ud over hele dækket ligger der nu garn, stadig fyldt med alskens godt fra havet. Bjarne er nødt til at møblere om, organisere sig, så han kan rense garnene for fisk og skidt.

-”Det er lidt som at grave guld”, siger jeg, og Bjarne nikker genkendende.

-”Ja lige præcis, det er godt sagt. En gang hver 3-5 år kommer der en pighvar på 6-7 kilo, og den glæde kan man leve mange måneder på, eller hvis man fanger en hummer… Eller ligesom i går, hvor jeg hev oppe ved broen, der kom 10-15 kilo torsk bare ved det første garn. Så tænker man: øøøøj, kunne det bare fortsætte i alle 10 garn, det gør det aldrig, men tanken er der. Engang i Thyborøn havde vi fanget så mange fisk på en tur, at garnet gik i stykker, og det væltede simpelthen ud med fisk i havet, som jeg aldrig har set lignende. Der havde vi en mand med, som var ud for første gang, som udbrød, at det var da dejligt, de ikke skulle rense alle de fisk. Han var jo ikke rigtig fisker, og det sagde vi også til ham, han stoppede kort efter det, det var ikke noget for ham. Den dag jeg mister spændingen, der stopper jeg med at fiske”.

 

Turen går til Hvide sande

De to næste rækker garn gav også godt med fladfisk, og efterhånden er et par kurve fyldt op med rødspætter. Det er godt for Odense Fødevarefællesskabs medlemmer, der som nogle af de få forbrugere i Danmark, der rent faktisk kan nyde reelt friske fisk, der ikke er transporteret hundredevis af kilometer i lastbiler forinden.

-”Normalt kommer der en lastbil 2-3 gange om ugen til Nyborg havn og kører fiskene til Hvide Sande. Der bliver fiskene pakket om, sorteret, vejet igen, og så bliver de solgt på auktion til opkøbere fra hele landet, og så kommer fiskene til Fyn igen”, forklarer Bjarne. 

Dermed aflives troen på, at de små salgsvogne rundt omkring I Odense, ja selv helt ned til vandet i Kerteminde, er fisk som er fanget om morgenen og smidt i vognens kølerum. Det er fisk, der er blevet transporteret land og rige rundt først.

 

Samarbejdet mellem Bjarne Halberg og Odense FF gavner begge parter: OdenseFFs medlemmer får friske fisk til gode priser, Bjarne en mere fornuftig indtjening. Fladfiskene der hives ind, giver f.eks. en lav indtjening på auktion for Bjarne. For at forhindre overfiskeri, har EU forbudt udsmidning af fisk. Det har den konsekvens, at priserne styrtdykker på fisk, særligt fladfisk, da der fanges mange af dem, og alt skal sælges.

-”På en god dag på auktion, kan jeg få 4-5 kr. kiloet, og der går 3-4 stykker kiloet, det vil sige en god krone stykket. Og et eller andet sted kan man undre sig over, at en fladfisk koster 30 kr. i fiskeforretningen i rosengårdscentret. Enten er vi for dumme som fiskere, eller også er de bare snu”.

Bjarne sælger igennem fødevarefællesskabet fladfiskene til det halve af fiskemandens pris. Fødevarefællesskabet er således en god ordning for både leverandøren Bjarne og kunden: dig. Bjarne ser da også gode muligheder i samarbejdet med OdenseFF, men endnu er salget for småt, til at være økonomisk bæredygtigt for ham på længere sigt.

-”Jeg skulle gerne sælge nogle af de lidt dyrere fisk også, så det vil jeg prøve at tage med indimellem, og se om jeg kan sælge noget af det .. Jeg skal gerne op og sælge for lidt mere, men man skal selvfølgelig give det noget tid … Jeg har en flåmaskine, så jeg kan hive skindet af fisken for folk. og til jul vil jeg også gerne komme og lave fiskefileter til julefrokosterne, det kan jeg også gøre billigere end fiskeforretningerne”.

Og hermed en opfordring til at få købt ind, så OdenseFF kan opretholde et stort og flot sortiment.

 

Hjem igen … Outro

Missionen er udført. Garnene er trukket op. Bjarne betror mig at navigere skibet mod havn, og stolt stiller jeg mig ved roret. ”oh captain my captain”. Bjarne renser indvoldene ud, de smides i havet. Bag båden samles en stor mågeflok. Det store ædegilde går i gang.

Jeg består min betroede opgave, og inden længe er Nyborg Havn tæt på efter 5 timers sejlads. Klokken runder de 10, da vi sikkert lander i havnen. Livet på land er gået i gang, men vores har været i gang længe, og det føles som om, dagen burde gå på hæld nu. Bjarne og jeg hilser af, og jeg kører hjem igen til Odense; træt, men med en god ro i kroppen.

Tror vist, jeg vil med ud igen engang ...

Af Søren Udesen Foto: Simon Sjødahl/Søren Udesen

 

 

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ved at indsende denne formular, accepterer du Molloms privatlivspolitik.