Hjem / Nyhed / Brændenælde som sæsongrønt

Brændenælde som sæsongrønt

 

Der knytter sig en helt særlig mystik om Urtica dioica, stor nælde, eller brændenælde i folkemunde. Hverken rigtig farlig, men bestemt heller ikke uden bid. I et land der stort set består af parker og marker, er den en sidste bastion, eller måske første fortrop af et vildt planterige, som langt de fleste af os endnu fascineres af. På samme tid er den hyggelig i sin genkendelighed, stikkene til trods, og selvom langt de fleste har svært ved at skelne eg fra bøg, findes der nok ikke en eneste, som ikke ved, de skal holde behørig afstand fra den brændende nælde.

Netop fordi den er så genkendt, er den også et af de allerførste mål for en gryende urtesanker. Børn elsker at lære, at den er spiselig, og selv små børn kan være med til høst. Der er noget utroligt optur over at spise en ond urt. Det minder om chilifanatisme, troldomskunst og barneleg.  Men husk lige hansker både på turen og i køkkenet. Dens bid er mere eller mindre ufarligt, men en lukket barnehånd om en hel nælde kan hurtigt ødelægge det spændende ved oplevelsen.

Vil man hente gratis mad i baghaven, er det nu og frem gennem maj den skal plukkes. Lige nu kan hele planten mere eller mindre spises, men nøjes gerne med de øverste dele af skuddet.

Stor nælde er altså både jovial og lidt kantet. Omgærdet med en vis spænding, men på bunden ufarlig og sikker. At den også smager godt, er en glædelig bonus, som for børn og barnlige sjæle forøges ved sankeglæden. Ernæringsmæssigt skulle den også være godt kørende, men primært bør den bare spises, fordi den er sjov.

Vi bliver i fødevarefællesskabet tit spurgt, hvorfor vi overhovedet beskæftiger os med at sælge noget, der er så nemt tilgængeligt ude i det fri. Til det kan siges, at vi har brændenælden med i pose og løssalg, fordi vi kan. Fordi den er tilgængelig i foråret og dyrkes økologisk, og fordi der også må tænkes på dem, som enten ikke har tid eller baggårde nok til at gå på rov - om end de går glip af en forårsoplevelse. Vi sælger den måske vigtigst af alt, fordi den har en plads i det fynske forårsrepertoire af grønt. Der er som sagt lækkerhed at hente fra det jovialt mystiske sankeukrudt.
 

Men hvad skal man så bruge den til?

En gryde med låg og to minutters nedsænkning befrier nælden for dens blænefremkaldende egenskaber. Nu er den pludselig medgørlig, og kan enten bruges våd eller presses fri for væde i en knuget hånd. Herfra er mulighederne åbne.

Brændenældesuppen er uundgåelig, og den kan smage fantastisk. Om den er lavet med brændenælde som hovedingrediens eller ”bare” er brændenælder fyldt i hønsekødssuppe, det er i og for sig ligegyldigt. Nælden bringer et grønt, let urtet udtryk med sig i maden, som en blanding mellem persille og spinat.

Samme urtede udtryk kan også drikkes som the. Hæld kogende vand over bladende, og smag til med syre og evt. lidt sukker.

Pandekager eller omelet med brændenælde er en klassikker i sankemad, men mulighederne er lige så mange, som der er retter med urter og bladgrønt. Nælden kan også stuves i fløde, eller koges med i en risotto. Den kan fyldes i dej eller kommes på pizza, og der kan måske mest oplagt af alt også tænkes i større bagværk. Eksempelvis dette lille kærlighedsarbejde i form af foccacia med brændenælde og hampefrø. Smider man en brændenældepesto oveni, har man sig et helt lille måltid.

I det hele taget kunne nælden sagtens indtage sit helt eget lille hjørne af det sæsonbaserede køkken. Der er masser af den, den har historie og den er alsidig. Vi skal bare finde flere lækre måder at indtage den på. Her er den eksempelvis et hovedelement i en fyldig ret, som passer til årstiden. Shrimpcakes fyldt med nælder.

Apropos årstiden. Ved nogenlunde samme tid sidste år, var vi tilfældigvis en lille flok fødevarefællesskabere på besøg på Steensgaard på Sydfyn. Her fik vi en fantastisk brændenældedessert i form af en lille sandkagedej bagt i glas. Dejen var fyldt med hakkede nælder og desserten kom til sin ret med en lille syrlig creme. Det var måske ikke hæsblæsende kogekunst, men det var til gengæld et smukt bud på, hvordan et lokalforankret landkøkken kan se ud på Fyn anno 2017.

Den dessert lå i baghovedet på os så længe, at vi tænkte i de samme baner til fødevarefællesskabets fødselsdag. Det blev til en pærelet, men bredt anvendelig sandkage fyldt med nælde. Ikke så meget pjat, bare nem og god mad. Lad os få gang i mere madlavning med årstidens grønt – sidder der andre fødevarefæller med gode opskrifter rundt i byen? Send dem til odenseff@odenseff.dk, så opdaterer vi dokumentet her løbende <3  

Bare husk ikke at rippe et helt område, hvis man går på plantejagt, men lad godt med nælder stå. Vi er langt fra det eneste dyr, som synes de er spændende.