Hjem / Nyhed / Æbler, onsdagsåbent & kernegruppemøde i aften

Æbler, onsdagsåbent & kernegruppemøde i aften

I dag har vi blandt mange andre fynske lækkerier, også Jørgen Sjøgaards fantastiske, friske vinteræbler klar til jer kl. 16. Den mand er dygtig, og æblerne holder sig fortrinligt. Snart vil man også kunne få æblerne i mostet variant. 

Husk at der er mulighed for at få indflydelse på foreningens retning for 2015, hvis man bliver hængende efter normal åbningstid i aften. Apropos æbler mødes Kernegruppen nemlig, og alle er som altid velkomne. Mødets dagsorden kan ses på vores hjemmeside 

De æblesorter, Jørgen kan levere på denne tid af året, hedder Topaz og Angold

Topaz er af tjekkeisk afstamning, men er lynhurtigt ved at blive udbredt i Danmark. Man kan godt forstå plantageejerne der planter til og river op, for æblet kan noget særligt. Det er resistent overfor mange af økologernes sædvanlige problemer, samtidig med at det kan holde sig nærmest helt til foråret. Oven i hatten har det så også den mest aromatiske, sødsyrlige saftighed. Det gør sig lige så godt frisk som tilberedt. Prøv at bage dem en halv time overhældt med sukker, og server med skyr eller vaniljeis rørt med råkakao. 

Angold er en anden forholdvis ny æblesort, med aner til gamle kendinge som Golden Delicious. Det er ikke længere helt så resistent som Topaz, og selvom det holder sig langt ind i vinteren, kan det ikke helt følge med til sidst. Til gengæld har det en sprødhed og friskhed der nærmest ellers kun er tidlige sommeræbler forundt. Pink Lady, Granny Smith og andre udenlandske importvarer kan godt gå hjem og vugge. De lokale sorter kan så meget mere. 

Vi ses senere
Kh
Asger