Hjem / Content / Hvordan det fungerer

Hvordan det fungerer

 

At blive medlem

Du kan blive medlem ved at vælge knappen 'Bliv medlem' øverst til højre - du skal bruge dankort eller mastercard. Du kan også møde op i butikken onsdage mellem 16 og 18.30 på Falen 6. Det koster 100 kroner at blive medlem, og derved får du ret til at købe i foreningen. Der er intet årligt kontigent og medlemskabet gælder en livstid.

Når du bliver medlem i Odense Fødevarefællesskab bliver du samtidig medejer og medarbejder, dvs at alle medlemmer får mulighed for at få indflydelse og tage ansvar for driften og udviklingen af foreningen. Alle vigtige beslutninger tages i fællesskab og alt overskud går til foreningens medlemmer.

Alle medlemmer forpligter sig til at tage del i foreningens drift og virke, enten ved at tage en vagt engang i mellem, eller ved at deltage i en af de grupper som organiserer foreningen. En god tommelfingerregel er, at du skal tage en vagt om måneden i gennemsnit.. En husstand kan godt være registreret som ét medlem. På den måde kan din husstand hente poser, og skal kun lægge ét medlems arbejde i foreningen.

At bestille poser

Du bestiller poser under menu punktet "Bestil varer". Her kan du også se det fulde udvalg i webbutikken. Vi tager imod VISA/Dankort og Mastercard i webshoppen, men hvis du foretrækker at betale kontant kan du møde op i vores fysiske butik og forudbestille og betale for poserne ved ugens kassemester. Hvis du skal nå at have en pose med til den næstkommende onsdag, skal den bestilles senest fredag inden kl. 24.00. NB: Selvom du muligvis KAN bestille efter kl. 24, kommer ordren ikke med, hvis du gør det :-). Husk at læse om kriterierne for afhentning inden der bestilles.

At afhente poser

Posen bestilles til den kommende onsdag, og afhentes altid i butikken onsdag mellem 16 og 18.30. Hvis du glemmer at afhente din pose, er den gået tabt. Den gemmes ikke til ugen efter. Hvis du af en eller anden grund skulle blive forhindret i at afhente din pose, kan du kontakte ugens kassemester og forsøge at lave en særaftale (du finder kontaktoplysningerne på vagtplanen). Du kan også prøve at forhøre dig blandt de andre medlemmer på den virtuelle opslagstavle, om der evt. kunne være et venligt med-medlem der ville tage din pose med hjem og opbevare den til afhent dér.

Butikken ligger på Falen 6, 5000 Odense C.

Om Posen

En pose vejer typisk mellem 5 og 8 kg (typisk mindre om sommeren, da salat ikke vejer meget, og typisk mere om vinteren, hvor der er flere rodfrugter) og indeholder økologiske og biodynamiske varer fra fynske avlere. Se eksempler på tidligere poser. Efter generalforsamling 2016 kan posen også indeholde varer fra brug under omlægning. Posens indhold tager udgangspunkt i de danske årstider, og vi fravælger i vid udstrækning varer fra strømslugende drivhuse. Indkøbsgruppen udmelder normalt den kommende uges pose i løbet af fredagen. Det sker på hjemmesiden og på Facebook.

 

Økonomi

Vi sammenligner løbende vores priser med de lokale supermarkeder. Beregninger viser, at medlemmerne sparer mellem 10% og 50% pr. pose. 

Foreningens overskud går i første række til driftsudgifter, som husleje, drift af hjemmeside og driftomkostninger i butikken, fx kaffefiltre og opvaskemiddel. Det resterende overskud går til medlemmerne i form af arrangementer, ekstra godt i posen, fællesspisning, med mere. Ingen i foreningen er lønnet.

Etik

Miljø og sundhed ligger os meget på sinde. Vi køber hos fynske avlere, fordi det nedsætter transport og dermed forurening, men også fordi vi ønsker at støtte lokalsamfundet. Vi køber økologisk og biodynamisk, fordi vi ønsker at leve sundt og bæredygtigt, og tager afstand til kemi i naturen. Vi forsøger løbende at uddanne og inspirere vores medlemmer til at tænke på miljøet og tage del i en spirende sund fremtid. Du kan læse mere om vores 7 principper her

 

Odense Fødevarefællesskab har til huse på Falen 6, Odense C. Du kan finde os her hver onsdag mellem 16-18:30. Der er altid nogen, som kan besvare dine spørgsmål, og det er også her, du kan melde dig ind og bestille poser med grønt. Du finder os også på Facebook og her kan du også få svar på de eventuelle spørgsmål du måtte have.